Upstairs and Downstairs

Ny minister er kommet ind og gamle forsætter. Hvis der var nogen som burde skiftes ud var det Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen. Det må så vente til næste valg.

At indenrigsministeriet lægges sammen med sundhedsministeriet, og overtages af en ideologisk tung Bertel Harder kan kun ses som en devaluering af sundhedsområdet.

Lene Espersen som udenrigsminister kan der ikke være nogen forhåbninger til. Hun er faldet igennem som justitsminister, hvor hun viste store mangler i skabelse af nye politi- og retsreformer. Som økonomi og erhvervsminister har hun del i ansvaret af landets elendige økonomi og stigende arbejdsløshed.

At der på videnskabsminister posten placeres en tung person fra erhvervslivet, må ses som en belønning for de mange millioner som erhvervslivet poster i V og K.

En svag Karen Ellemann bliver placeret som miljøminister handler blot om at få en Venstre politiker på området som landbruget kan løbe om hjørner med. Så er der søren Pind som udviklingsminister. Med ham ved roret på burde denne post ændre navn til afviklingsministeriet.

Positive er det Lykke Friis overtager ligestillingsområdet. Hun har et arrangement og en indsigt som området kan have stor gavn af. Område som VKO har ladet stå i stampe, og titlen som ligestillingsminister har mere været af navn end af gavn. Inger Støjberg er faldet helt i gennem på ligestillingsrådet, som hun også er det som beskæftigelsesminister, hvor hun burde været fyret på gråt papir i denne rokade.

Per Stig som kulturminister i stedet for Carina Christensen kan kun blive bedre. At Carina Christensen i det hele taget er blevet minister kan undre. Per Stig Møller er ikke bleg for at gå imod strømmen, og strømmen må i dette tilfælde være Dansk Folkeparti på den ene siden og Venstre liberale løver på den anden.

Som helhed er rokade ikke andet end at komme sminke på den førte politik. Så længe Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard sidder på magten vil uligheden, arbejdsløsheden stige og Whiskybæltet og de private hospitaler have gyldne tider.

Der er brug for Fair Forandring i stedet for denne sminke.

Når der nu sker nedskæringer med fyringer til følge på Herlev Hospital og formentlig andre steder på vores fælles sygehuse, er det en konsekvens af måde som regioner og hospitaler bliver afregnet på af regeringen.

Hospitalerne er tildelt en hvis pulje, hvor der er et antal behandlinger i. Når hospitalerne gør det bedre og behandler flere patienter, bliver de straffet for de flere behandlinger – altså i at gøre flere patienter raske.

Hvis hospitalerne skal overholde bugtet, skulle de stoppe behandlingen af patienter når deres buget kvote er opbrugt, og lade patienterne være syge og passe sig selv.

Sygehusene har samtidig ikke muligheder for at prioriter pga. behandlingsgarantien, og vente med “mindre vigtige” behandlinger, da den gruppe patienter går til privat sygehusene og får behandlingen til en betydelig højre takst end de fælles hospitaler kan gøre det for.

Konsekvenser er at uanset hvordan hospitalerne planlægger hænger budgetterne ikke sammen. Alle andre steder i samfundet bliver virksomheder og medarbejder belønnet for en produktionsstigning. Det gælder bare ikke for vores fælles sygehuse, her bliver begge parter og patienter straffet uanset hvad.

Der er kun et sted at placere dette ansvar, og det er hos regeringen og Dansk Folkeparti. Danmark har brug for fair forandring som aldrig før.